Bibliotekar/informationsspecialist til VIA Bibliotek i Aarhus, Campus C og Campus N
Har du erfaring med undervisning, vejledning og har du lyst til at arbejde med forskningsregistrering i Pure? Så er denne stilling måske noget for dig.
Vi søger en ny kollega med evner og engagement til sammen med os at videreudvikle og styrke vores rolle som uddannelsesbibliotek. Der vil blive lagt stor vægt på, at du har gode samarbejdsevner, er holdspiller og kan skabe relationer til både ansatte og studerende. En af dine vigtigste opgaver bliver undervisning og vejledning på Læreruddannelsen i samarbejde med kollegaer på biblioteket og uddannelsen. Derudover har VIA Bibliotek stort fokus på en vigtig opgave med at validere forskningsregistreringen i Pure, og det er også en væsentlig opgave i stillingen.
VIA Bibliotek består af 10 biblioteker fordelt i Region Midt, som arbejder tæt sammen. Bibliotekerne er delt op i 3 klynger: Klynge Syd, Klynge Vest og Klynge Øst, sidstnævnte består af Campus Aarhus C og Campus Aarhus N bibliotekerne.
Dine arbejdsopgaver
At varetage og videreudvikle undervisning og vejledning for studerende og undervisere i informationssøgning, herunder brug af AI, studiekompetencer, kildevurdering og referencehåndtering. Derudover at varetage valideringsopgaver på forskningsregistreringen i Pure fra udvalgte uddannelser og forskningsenheder.
Desuden skal du indgå i vagtdækning og tværgående teams-samarbejde i VIA Bibliotek.
Dine kompetencer
Er uddannet bibliotekar/cand.scient.bibl., cand. IT eller lign.
Erfaring med undervisning, formidling og eventuelt forskningsregistrering, samt IT-didaktiske kompetencer og interesse for IT-systemer.
Har lyst til at arbejde i et uddannelses- og fagbibliotek.
Mod til at eksperimentere og dermed være med til at udvikle VIA Biblioteks alsidige opgaveportefølje.
Har gode engelskkundskaber og kan formidle og vejlede på engelsk, såvel skriftligt som mundtligt.
Er holdspiller og god til at videndele og samarbejde med kolleger på både på Campus C, Campus N og på tværs af VIA Bibliotek.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte biblioteksleder Anne Marie Lind Danielsen, amd@via.dk, tlf.nr. 8755 1682. Du kan også læse om VIA Bibliotek.
Ansøgningsfrist er den 10. marts 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 12.
Stillingen ønskes besat den 1. april 2026, eller snarest derefter.
Om Stillingen
Dit hovedarbejdssted er Ceresbyen 24, 8000 Aarhus C, hvor du skal arbejde 3 dage om ugen og 2 dage på Campus N, Hedeager 2 8200 Aarhus N. Du må være indstillet på, at du i begrænset omfang kan få opgaver også på andre lokationer i VIA.
Campus C er en tværfaglig campus med følgende uddannelser: Lærer-, Pædagog-, Socialrådgiver-Administration-, Sundhedsadministrativ-, Byggeri-, Design & business-, Value Change Management- og Global Business Engineering-uddannelsen.
Campus N er en sundhedsfaglig campus med Sygepleje- Ergoterapeut-, Fysioterapeut-, Ernæring & Sundhed., Bioanalytiker- og Efter & Videreuddannelser.
Fuldtidsstilling (37 t/ugen) med løn og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst.
Ansøg stillingen online på vores rekrutteringssystem og vedlæg ansøgning, CV og eventuelle referencer.
VI er VIA
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.
I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.
Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/
Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik