Pædagogisk leder til VIA Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus

VIA Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus søger en pædagogisk leder til en nyoprettet stilling med tiltrædelse den 1. december 2026.

Du bliver en del af et ledelsesteam bestående af to pædagogiske ledere og en uddannelsesleder, som du refererer til. Sammen har I ansvaret for uddannelsens kvalitet, udvikling og drift. Du får samtidig mulighed for at bidrage til udviklingen af vores nye ledelsesstruktur og får sammen med den øvrige ledelse en central rolle i den daglige ledelse af uddannelsen.

Som pædagogisk leder bliver du personaleleder for ca. 20 undervisere. Stillingen har et betydeligt driftsmæssigt fokus, og du får blandt andet ansvar for at beregne og fordele undervisernes timer inden for dit personaleområde. Samtidig indgår du i et tæt samarbejde med den anden pædagogiske leder om den samlede planlægning og koordinering af uddannelsen.

En uddannelse i forandring
I marts 2025 blev der indgået en politisk aftale om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark, herunder Socialrådgiveruddannelsen. Som følge heraf udbyder vi fra august 2026 både Socialrådgiveruddannelsen i henhold til studieordningen fra august 2026 og efter tidligere studieordninger.  

For os er det afgørende, at alle studerende, uanset studieordning, møder en uddannelse af høj kvalitet.

Reformen stiller nye krav til uddannelsens organisering. Som pædagogisk leder får du mulighed for at bidrage til udviklingen af en organisering, der med afsæt i de studerende og studieordningerne understøtter læring, samarbejde, et godt arbejdsmiljø, en velfungerende drift og faglig udvikling.

Den nye lederstilling er etableret for at styrke ledelseskapaciteten på uddannelsen og skabe bedre forudsætninger for nærværende ledelse, sikker drift og den fortsatte udvikling af uddannelsen.

Om os
Socialrådgiveruddannelsen i VIA udbydes i Aarhus og Holstebro. I Aarhus har vi både et fremmøde- og et onlineudbud, mens udbuddet i Holstebro er et fremmødeudbud.

Ledelsen i Aarhus og Holstebro samarbejder tæt om uddannelsens retning, kvalitet og udvikling.

I Aarhus optager vi årligt ca. 340 studerende fordelt på fremmøde- og onlineuddannelsen, og vi har omkring 1.100 studerende.

Du kan læse mere om uddannelsen her.

Vi er ca. 40 undervisere organiseret i modul- og semestergrupper. To uddannelseskoordinatorer og fire studiekoordinatorer understøtter ledelsen med tværgående udviklings- og driftsopgaver.

Dine opgaver 
Ledelse hos os handler om at skabe mening og retning i fællesskab og i dialog med medarbejdere og studerende. Du skal være nærværende og tilgængelig i hverdagen og kunne lede gennem dialog, involvering og klare faglige prioriteringer.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • varetage personaleledelse af ca. 20 undervisere med forskellige faglige baggrunde, herunder gennemføre årlige MUS-samtaler.
     
  • varetage centrale drifts- og planlægningsopgaver i tæt samarbejde med den anden pædagogiske leder, herunder timeallokering til undervisning og udarbejdelse af undervisernes opgaveporteføljer.
     
  • varetage faglig og pædagogisk ledelse af undervisere, semester- og modulgrupper samt uddannelsen som helhed i samarbejde med den øvrige ledelse. Den faglige ledelse vil forventeligt særligt rette sig mod onlineuddannelsen samt 5.-7. semester på fremmødeuddannelsen.
     
  • understøtte et godt og inkluderende studiemiljø i samarbejde med de studerende.
     
  • sikre høj kvalitet i uddannelsen og følge op på evalueringer, kvalitetsmålinger og kvalitetsvurderinger. 

 Vi søger en leder, der

  • har interesse for socialt arbejde og lyst til at sætte sig ind i professionens praksis og vilkår.
     
  • har erfaring fra en videregående uddannelseskontekst og gerne ledelseserfaring inden for uddannelsesområdet, eksempelvis med faglig ledelse eller pædagogisk-didaktisk udvikling.
     
  • har erfaring med og interesse for planlægning, koordinering og drift. Vi lægger vægt på, at du trives med administrative opgaver og har stærke kompetencer i Excel og databehandling, herunder evnen til at udarbejde beregninger og skabe overblik.
     
  • kan foretage tydelige og velbegrundede faglige prioriteringer og skabe følgeskab om beslutninger i en travl hverdag.
     
  • har organisatorisk forståelse og erfaring med at omsætte strategiske mål til konkret praksis.
     
  • har en videregående uddannelse på kandidat- eller masterniveau og har gennemført en lederuddannelse eller er motiveret for at tage en.

Vi tilbyder

  • en attraktiv og meningsfuld lederstilling i en ambitiøs uddannelsesorganisation i udvikling.
     
  • en engageret medarbejdergruppe og et stærkt fagligt miljø.
     
  • et ledelsesteam præget af tillid, samarbejde og fælles ansvar for uddannelsens retning og udvikling, hvor der er rum til at afprøve nye tilgange, tænke kreativt og udvikle ledelse i fællesskab.
     
  • mulighed for at præge udviklingen og implementeringen af den nye Socialrådgiveruddannelse samt uddannelsens fremtidige organisering, kvalitet og drift.
     
  • gode muligheder for personlig, faglig og ledelsesmæssig udvikling samt relevant kompetenceudvikling.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til Aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning på Uddannelses- og Forskningsministeriets område​​​​​.

Stillingen er uden højeste arbejdstid.

Dit hovedarbejdssted er Campus Aarhus C, men du må forvente, at der kan være aktiviteter i hele Region Midtjylland.   

Tiltrædelse er den 1. december 2026.

Tidsfrister og spørgsmål
Ansøgningsfristen er fredag den 25. september 2026.

Første samtale afholdes fredag den 2. oktober 2026, og anden samtale afholdes mandag den 19. oktober 2026.

Kandidater, der går videre til anden samtale, skal inden samtalen gennemføre en test og løse en forberedelsesopgave. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Rikke Lund Ehrenreich 8755 3314, rieh@via.dk eller uddannelsesleder Nina Særkjær Olsen 8755 3326, niso@via.dk.

Vi er VIA  
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.   

I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.  

Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/   

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Arbejdstid: Fuldtid
Tiltrædelse : 01-12-2026
Lokation: Ceresbyen, 24, 8000, Aarhus, Denmark
VIA University College
Hedeager 2
DK-8200 Aarhus N
T: +45 87 55 10 00