Ny projektøkonom på VIA University College

Er du god til at skabe økonomisk overblik på mange niveauer og brænder du for at arbejde med forskning- og udviklingsprojekters økonomi, så er du måske vores nye projektøkonom?

VIA Økonomi søger en dygtig og ansvarsbevidst projektøkonom, der kan bidrage til en solid, effektiv og korrekt økonomistyring af VIAs forsknings-, udviklings- og IDV-projekter. Du får en central rolle i arbejdet med eksternt finansierede aktiviteter, hvor præcision, samarbejde og forståelse for økonomiske sammenhænge er afgørende.

Som projektøkonom bliver du ansvarlig for en portefølje af projekter, som du følger fra de første økonomiske overvejelser i ansøgningsfasen og hele vejen gennem projektets drift til den afsluttende regnskabsaflæggelse. Du vil få en bred kontaktflade og et tæt samarbejde med projektledere, økonomifunktionen og eksterne samarbejdspartnere.

Stillingen indebærer blandt andet, at du udarbejder og kvalificerer budgetter, sikrer korrekt oprettelse af projekter i økonomisystemerne, gennemfører løbende økonomiopfølgning og prognoser, tilpasser budgetter efter behov og udarbejder økonomisk dokumentation til bevillingsgivere. Du kommer desuden til at udarbejde periode- og slutregnskaber og sikre, at revisionsgrundlaget er korrekt og fyldestgørende. Med andre ord bliver du den økonomiske garant for, at projekterne gennemføres i overensstemmelse med både interne krav og de eksterne finansieringsvilkår.

For at lykkes i rollen er det afgørende, at du arbejder struktureret og har en sikker forståelse for økonomi og projektregnskaber. Vi forventer, at du kan formidle økonomiske spørgsmål på en klar og professionel måde til både fagpersoner og ledelse, og at du trives i en funktion, hvor der både stilles krav til selvstændighed og samarbejde. Det er vigtigt, at du har blik for både detaljen og helheden, da du både skal kunne rådgive om projektets økonomi på et overordnet niveau og samtidig kunne rådgive om korrekte registreringer. 

Vi lægger vægt på, at du har erfaring med projektøkonomi eller lignende økonomiopgaver. Du skal være fortrolig med centrale økonomiske begreber og med at arbejde i økonomisystemer. Vi forventer også, at du kommunikerer klart på både dansk og engelsk og har en relevant økonomisk uddannelse, f.eks. finansøkonom, cand.merc. eller tilsvarende.

Forventninger til dig omfatter blandt andet, at du:

  • Arbejder analytisk, ansvarsfuldt og struktureret
  • Kan skabe økonomisk overblik og samtidig håndtere nødvendige detaljer
  • Har gode samarbejdsevner og er serviceorienteret i dialogen med projektledere
  • Kan overholde deadlines og levere arbejde af høj faglig kvalitet
  • Er positiv, engageret og trives i en rolle med mange interessenter

Stillingen er forankret i Regnskab, som er en del af Økonomiafdelingen. Økonomiafdelingen består af ca. 45 medarbejdere inden for Regnskab, Budget og Indkøb. Du vil referere direkte til regnskabschefen og blive en del af teamet for Projektøkonomi, hvor du får et tæt samarbejde med erfarne kolleger, der sikrer en god introduktion til opgaver og processer.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst, og stillingerne er som udgangspunkt fuldtidsstillinger. Arbejdsstedet er Campus Aarhus N, Hedeager 2, 8200 Aarhus N. Da VIA har aktiviteter på flere lokationer, kan der forekomme møder på andre lokationer. Kørekort og bil vil derfor være en fordel, men ikke et krav. Der er mulighed for hjemmearbejde.

Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest den 1. februar 2026. Ansøgningsfristen er den 10. december 2025, og ansættelsessamtalerne forventes afholdt i uge 51/2025. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Regnskabschef Pia West Christensen på telefon 8755 1115 eller via e-mail på piaw@via.dk.

VI er VIA  
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.   

I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.  

Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/   

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik  

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Arbejdstid: Fuldtid
Tiltrædelse : 01-02-2026
Lokation: Hedeager 2 Adm, 8200, Aarhus N, Denmark
VIA University College
Hedeager 2
DK-8200 Aarhus N
T: +45 87 55 10 00