Drømmer du om at arbejde med unges uddannelsesvalg gennem events og sociale medier?

Brænder du for uddannelsesverdenen? Og drømmer du om at arbejde med noget så meningsfuldt som unges uddannelsesvalg? Vi søger en projektleder for brobygning med særligt fokus på VIAs designuddannelser.

Stillingen er en del af brobygningsteamet, som er forankret i VIAs kommunikationsafdeling på vores campus i Skejby, men du vil have ugentlige arbejdsdage i Herning, hvor de uddannelser, du repræsenterer, er placeret.

Dine opgaver vil være en kombination af lokale brobygningsaktiviteter i Herning, fx events, åbent hus og studiepraktik, samt tværgående projekter på tværs af VIA, med fokus på at styrke det kvalificerede kendskab til VIAs uddannelser og bidrage til nye brobygningsinitiativer.

Din profil: relationsskaber, projektleder og mediekender

Du er en erfaren projektleder og befinder dig godt både med fysiske arrangementer og det digitale univers. Det vil være en fordel, hvis du har konkret erfaring med rekruttering i uddannelsessektoren.

Du arbejder struktureret og selvstændigt, og du formår at holde styr på de mange bolde, der flyver rundt i luften, samtidig med at du også selv tager initiativ til nye tiltag. Du har styr på de sociale medier og evner at omsætte de nyeste trends til uddannelsesverden, da en vigtig del af dine arbejdsopgaver er planlægning og produktion af content til VIA Design og Business’ Instagramprofil.  

Du er udadvendt, trives med kontakt til mange forskellige mennesker i en til tider hektisk hverdag og kan formidle initiativer og opgaver til både interne og eksterne samarbejdspartnere. Relationer er en stor del af jobbet, hvor du skal arbejde både fra Skejby og fra Herning, hvor vi står til at åbne endnu en adresse i 2026 i form af det nye sundhedshus Sund+.

Du skal være indstillet på kørsel rundt i landet, og at arbejdsopgaver kan falde på skæve tidspunkter som aften og weekend, selvom størstedelen af arbejdstiden kommer til at ligge inden for almindelig arbejdstid. 

Dine arbejdsopgaver bliver blandt andet:

  • Projektleder på diverse brobygningsarrangementer for uddannelserne i Herning som studiepraktik, åbent hus, gymnasie- og højskolebesøg mm.
  • Administrere de sociale medier for VIA Design og Business
  • Tværgående projektleder for Åbent hus i VIA
  • Go-to-vidensperson og tovholder på virtuelle arrangementer

Lidt om dine kollegaer

Du vil blive ansat i brobygningsteamet, som er forankret i VIAs kommunikationsafdeling med arbejdsplads på vores campus i Skejby. Teamet arbejder med en lang række aktiviteter målrettet potentielle studerende med det formål at klæde dem på til at træffe et reflekteret studievalg. I teamet er vi otte projektledere for brobygning og en studentermedhjælper, men du vil have en lang række andre kollegaer både i Aarhus, Herning og i resten af VIA.

Det praktiske

Der er tale om en fast stilling på 37 timer, og vi håber, du kan starte senest den 1. marts 2026. Ansættelse sker efter den til enhver tid gældende overenskomst.  

Du vil få arbejdsplads på vores campus i Skejby sammen med en masse gode kollegaer, men da en stor del af de uddannelser, du repræsenterer, befinder sig i Herning, vil der også være ugentlige arbejdsdage på vores adresser i Herning. Det vil være en fordel, hvis du har din egen bil, da der vil være opgaver mange forskellige steder i landet. Kender du til uddannelsesverdenen og designbranchen, vil det også være en fordel. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af brobygning Jeppe Bergh Torp på 87 55 14 66. Vi holder dog juleferie i perioden 22. december til og med 2. januar. 

Vi tilbyder

En afvekslende hverdag med masser af gode relationer og spændende og meningsfulde opgaver. Vi vægter fleksibilitet meget højt, og vi tilbyder, at man som medarbejder kan tilrettelægge sine timer, så man fx kan køre med en 4-dages arbejdsuge, hvis opgaverne tillader det. 

VI er VIA  
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her.   

I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.  

Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/   

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik  

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven

Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Arbejdstid: Fuldtid
Tiltrædelse : 01-03-2026
Lokation: Hedeager 2, 8200, Aarhus N, Denmark
VIA University College
Hedeager 2
DK-8200 Aarhus N
T: +45 87 55 10 00